” Good shot! You hit it well. You are sniper lady” Ordene falder idet Ben, vores gamle sydafrikanske tracker, ser ned på den store blue wildebeest tyr jeg har nedlagt. Og således blev den lille klub ’sniper ladies’ født. Men mere om det senere.
”Vil du med på kvindejagt i Sydafrika”?
”Vil du med på kvindejagt i Sydafrika?” stod der hen over annoncen og svaret var nemt at give. For ja, det ville jeg i den grad.
Som relativ ny jæger i Danmark er min oplevelse, at det kan være svært at finde gode fællesskaber, hvis man ikke lige kender nogen der kender nogen. Så muligheden for at tage afsted på eventyr sammen med ligesindede kvinder tiltalte mig!
Aldrig har jeg været så glad for at skyde forbi et dyr
Søndag, første dag, foregik roligt med morgenmad kl. 09 – full english breakfast og en formiddag på skydebanen. Klokken 16:00 var der afgang til turens første jagt og forventningerne var høje! Jagterne foregik ved at man var 3-4 jægere med en PH pr. jeep og så planlagde vi dag til dag hvilke dyr og områder vi skulle gå efter. På denne måde delte vi også hinandens jagtoplevelser og var med hinanden ude på jagt. Noget der skulle vise sig at skabe både minder og venskaber for livet.
Et af de dyr jeg havde højt på listen, var den klassiske springbuk. De dyr er indbegrebet af de store afrikanske sletter for mig. Der gik ikke lang tid før vi havde første chance. For ca. 160 m. ude gik der tre rigtig flotte hanner sammen. Min PH, Jesper, og jeg, blev enige om at give det et skud.
Den ene springbuk var alt det jeg havde drømt om og jeg var klar. Riflen var ladt og skydestokken fundet frem. Og så ramte bukkefeberen. Jeg trak vejret dybt et par gange, springbukken var der stadigvæk, jeg pustede ud og skød. Over. Væk var dyrene og store var ederne da jeg bandende travede tilbage til jeepen. Pokkers også.
Lettere nedslået tog vi afsted på nye vidder og pludselig peger Jesper ud og siger ”Prøv lige at se den flok Blisbukke. Er der virkelig ingen af jer der er interesserede?”. Det var ingen af os umiddelbart, men som jeg stod og kiggede på flokken gennem kikkerten kunne jeg ikke fjerne mit blik fra den ene.
Han var stor og havde den flotteste pels jeg længe har set. Jeg talte med Jesper om ham – hans størrelse, alder og om hvorvidt det var et godt dyr at skyde fra. Det var det.
Vi lod de andre jægere være i skyggen og begyndte at liste os ud. De tre bukke stod ca. 300 m. fra os. Vi får listet os ind på ca. 160 m. og den buk jeg havde udset mig, står med bredsiden til. Jeg er helt rolig denne gang, alle nerver er forsvundet, og da jeg trækker vejret dybt og trykker skuddet af, ved jeg med sikkerhed, at det er et godt skud.
Han falder på stedet! Glæden og forløsningen er enorm. Nu er jagten i Sydafrika for alvor i gang! Det er kæmpestort. Og heldigt, at jeg skød forbi springbukken – for ellers havde jeg ikke fået blisbukken. Og springbukkene? Dem kommer vi til senere.
De andre jægere er også kommet frem nu og det er stort at dele øjeblikket sammen. Også fordi det viser sig, at jeg er sæsonens første jæger til at nedlægge et dyr.
Vi afslutter jagten, åbner en kold øl og kører hjem hen over de åbne sletter med de første stjerner på himlen.
En springbuk i morgensolen
Dagen efter er vi ude igen. Vi er kørt hjemmefra klokken 5 og er på vej ud over sletterne. Det er simpelthen så utrolig smukt. Klokken 05:50 spotter vi en lille gruppe springbukke ca. 300 m. væk. Vi bruger tid på at kigge på dem i kikkerten og vi kan hurtigt se at der er en rigtig fin han iblandt dem. Jesper og jeg lister vi os ind på dem. Der er meget lidt beplantning til at skjule os og vi skal stoppe mange gange på vejen ud til dem.
Dagen efter er vi ude igen. Vi er kørt hjemmefra klokken 5 og er på vej ud over sletterne. Det er simpelthen så utrolig smukt. Klokken 05:50 spotter vi en lille gruppe springbukke ca. 300 m. væk. Vi bruger tid på at kigge på dem i kikkerten og vi kan hurtigt se at der er en rigtig fin han iblandt dem. Jesper og jeg lister vi os ind på dem. Der er meget lidt beplantning til at skjule os og vi skal stoppe mange gange på vejen ud til dem.
160 m fra springbukkene må vi stoppe og stille klar – de går og græsser og har utroligt nok ikke set os. Solen er brudt frem og dyrene er så smukke i morgenens første lys. Jeg afsikrer, trækker vejret dybt, skyder og han lægger sig idet skuddet rammer ham. Jeg fik ham! En stor lettelse og glæde efter jeg bommede i går.
Inden jeg når at give en high-five til Jesper, trækker og hiver han mig i ærmet – vi skal hen til dyret og det skal være NU! Jeg forstår ikke helt, hvad der foregår? Er han ikke død? Er der sket noget? Men alt er i skønneste orden – der venter sig en stor overraskelse da vi kommer hen til bukken.
@Coupleoftracks 
Skriv en kommentar