Januar, 2024, Kimberly, Sydafrika

” Good shot! You hit it well. You are sniper lady”

Ordene falder idet Ben, vores gamle sydafrikanske tracker, ser ned på den store blue wildebeest tyr jeg har nedlagt. Og således blev den lille klub ’sniper ladies’ født. Men mere om det senere.

Vil du med på kvindejagt i Sydafrika?

”Vil du med på kvindejagt i Sydafrika?” stod der hen over annoncen i jagtbladet og svaret var nemt at give. For ja, det ville jeg i den grad.

Som relativ ny jæger i Danmark er min oplevelse, at det kan være svært at finde gode fællesskaber, hvis man ikke lige kender nogen der kender nogen. Så muligheden for at tage afsted på eventyr sammen med ligesindede kvinder tiltalte mig!

Aldrig har jeg været så glad for at skyde forbi et dyr!

Søndag, første dag, foregik roligt med morgenmad kl. 09 – full english breakfast og en formiddag på skydebanen. Klokken 16:00 var der afgang til turens første jagt og forventningerne var høje! Jagterne foregik ved at man var 3-4 jægere med en PH pr. jeep og så planlagde vi dag til dag hvilke dyr og områder vi skulle gå efter. På denne måde delte vi også hinandens jagtoplevelser og var med hinanden ude på jagt. Noget der skulle vise sig at skabe både minder og venskaber for livet.

Et af de dyr jeg havde højt på listen, var den klassiske springbuk. De dyr er indbegrebet af de store afrikanske sletter for mig. Der gik ikke lang tid før vi havde første chance. For ca. 160 m. ude gik der tre rigtig flotte hanner sammen. Min PH, Jesper, og jeg, blev enige om at give det et skud.

Den ene springbuk var alt det jeg havde drømt om og jeg var klar. Riflen var ladt og skydestokken fundet frem. Og så ramte bukkefeberen. Jeg trak vejret dybt et par gange, springbukken var der stadigvæk, jeg pustede ud og skød. Over. Væk var dyrene og store var ederne da jeg bandende travede tilbage til jeepen. Pokkers også.

”Prøv lige at se den flok Blisbukke. Er der virkelig ingen af jer der er interesserede?”

Vi lod de andre jægere være i skyggen og begyndte at liste os ud. De tre bukke stod ca. 300 m. fra os. Vi får listet os ind på ca. 160 m. og den buk jeg havde udset mig, står med bredsiden til. Jeg er helt rolig denne gang, alle nerver er forsvundet, og da jeg trækker vejret dybt og trykker skuddet af, ved jeg med sikkerhed, at det er et godt skud.

Han falder på stedet! Glæden og forløsningen er enorm. Nu er jagten i Sydafrika for alvor i gang! Det er kæmpestort. Og heldigt, at jeg skød forbi springbukken – for ellers havde jeg ikke fået blisbukken. Og springbukkene? Dem kommer vi til senere.

De andre jægere er også kommet frem nu og det er stort at dele øjeblikket sammen. Også fordi det viser sig, at jeg er sæsonens første jæger til at nedlægge et dyr.

Vi afslutter jagten, åbner en kold øl og kører hjem hen over de åbne sletter med de første stjerner på himlen.

En springbuk i morgensolen

“Jeg forstår ikke helt, hvad der foregår? Er han ikke død? Er der sket noget? “

Dagen efter er vi ude igen. Vi er kørt hjemmefra klokken 5 og er på vej ud over sletterne. Det er simpelthen så utrolig smukt. Klokken 05:50 spotter vi en lille gruppe springbukke ca. 300 m. væk. Vi bruger tid på at kigge på dem i kikkerten og vi kan hurtigt se at der er en rigtig fin han iblandt dem. Jesper og jeg lister vi os ind på dem. Der er meget lidt beplantning til at skjule os og vi skal stoppe mange gange på vejen ud til dem.

160 m fra springbukkene må vi stoppe og stille klar – de går og græsser og har utroligt nok ikke set os. Solen er brudt frem og dyrene er så smukke i morgenens første lys. Jeg afsikrer, trækker vejret dybt, skyder og han lægger sig idet skuddet rammer ham. Jeg fik ham! En stor lettelse og glæde efter jeg bommede i går.
Inden jeg når at give en high-five til Jesper, trækker og hiver han mig i ærmet – vi skal hen til dyret og det skal være NU! Jeg forstår ikke helt, hvad der foregår? Er han ikke død? Er der sket noget? Men alt er i skønneste orden – der venter sig en stor overraskelse da vi kommer hen til bukken.

Blue wildebeest og guldstøv

“Jeg forelsker mig i ham sekundet jeg ser ham. “

Resten af dagen går med gode dyre- og jagtoplevelser. Vi er især heldige med at kunne liste os ind på springbukke og blue wildebeest. Der er ingen i dagens gruppe der har gnuen på listen, men det skulle hurtigt ændre sig.

I seneftermiddagens lys er Caroline, Jesper og jeg ude. Vi har ikke en særlig plan, men vil gerne se, hvad der eventuelt byder sig. Vi lister os igennem krattet og kan høre en gnu pruste ikke langt fra os. Til højre har vi to Eland køer der står og hidser sig op. Det viser sig, at deres kalve ligger ganske få meter fra os, og da vi kommer tilstrækkeligt tæt på, løber både kalve og køer. Forståeligt, hvis køerne var lidt bekymrede.

Gnuen pruster endnu men vi kan ikke se ham. Vi drejer om hjørnet og dér står han. Stor, meget stor, og helt alene. En gammel tyr der kigger på os ca. 80 m. væk. Jeg forelsker mig i ham sekundet jeg ser ham. Han er frygtindgydende og helt igennem majestætisk at kigge på. Jesper skal ikke spørge to gange om jeg gerne vil tage chancen med ham. Det vil jeg!

Skydestok og riffel er klar og jeg får vippet min hat af for ikke at have den i vejen. Desværre ser gnuen det og løber væk. Satans! Jesper er retmæssigt sur på mig og det er jeg sådan set også. Men! Gnuen er standset igen. Og chance nr. to byder sig.

Jeg sigter, skyder og jeg rammer. Ikke mere end 100 m når han før han lægger sig. Øjeblikket rammer mig da jeg kommer hen til ham og ser hvor utroligt stor og flot han er. Tårerne triller og følelserne sidder ude på tøjet.
Han er det største dyr jeg nogensinde har nedlagt og så er han et pragteksemplar. Solen er lige ved at gå ned og vi får lagt ham flot så vi kan få et solnedgangens lys med. Han skinner blåt og lever op til sit navn – blue wildebeest.

Sniper ladies bliver født

De næste dage bruger jeg på at lande i de fantastiske jagtoplevelser jeg har haft og jeg deltager aktivt i de andres jagt. Der kommer både Kudu, Zebra og Oryx i de følgende dage og det er stort og fedt at være med ude på de andres jagt.

Ben, trackeren, er glad og stolt – der er kød og der er blod. Og vi sørger for at holde ham travlt beskæftiget. Og det er her at titlen ”sniper ladies” bliver født. For min med-jægerinde, Caroline, og jeg har på få dage nedlagt 7-8 dyr og Ben er stolt og tilfreds. Det er vi i den grad også og titlen bliver da også et æresbevis vi bærer med os resten af turen. Og er blevet titlen mellem os på de kommende jagtture vi skal på sammen.

Tredje gang er lykkens gang – let skal det ikke være

”Hvor blev han af? Jeg er sikker på at jeg fik ham”

Impalaen er det sidste dyr jeg har på listen og vi har givet den alt den kunne for at få den i hus. Vi har afsøgt nye jagtmarker, brugt utallige timer på at kravle, liste, vandre og spejde, men uden held. Vi har haft dem på få meters afstand, men er enten løbet tør for dagslys, dyrene har set os i sidste øjeblik eller vi har ikke haft en sikker skudsituation. Let skal det ikke være.

Den sidste jagtdag tager vi ud endnu et nyt sted. Der er kommet nye gæster til og vi kører derfor i to biler. De nye skal med ud for at se området og observere jagten fra bilerne. På toppen af en lille bjergside parkerer vi og spejder ud over dalen. Vi er 10 der spejder og dér står der endelig en impala. Han er nede i dalen og ser ud til at være et flot eksemplar.

Det skal vise sig at være en svær og opslidende jagt vi skal på. Jesper og jeg begiver os langsomt ned af skråningen. Vi må gå i zigzag ned og klippestykkerne bliver ved med at glide under os. Alt vi gør, larmer forfærdeligt og vi kan ikke se dyrene i dalen. Derfor er vi afhængige af de andres øjne og feedback over radioen som vi næsten lydløst må benytte – ”gå lidt til højre”, ”nej, stop han kigger på jer”, ”fortsæt”, ”buk jer”.

“Det er svært at snige sig ind når man ikke selv har øjnene på dyret”

Solen bager ned på klippesiden og temperaturen er over de 44 grader. Det har taget os næsten 2 timer at bevæge os ned af skråningen og vi er trætte.

Men! Pludselig er vi nede og vi kan se ham. Han er 112 m fra os. Det er en situation der kræver fart og hastighed og jeg har ikke mange sekunder til at lægge riflen an, få ro på vejrtrækningen og skyde. Jeg hører kugleslaget, men jeg når kun, at være lettet få øjeblikke. For impalaen løber. Som om intet er hændt.

Vi følger efter, drejer rundt om et træ og løber ind i ham. Næsten da. 30 meter foran os står han og kigger på os. Tankerne kører i hovedet ”ramte jeg overhovedet?”, ”er det den samme impala?”, ”skal jeg skyde igen?”.

Vi bliver enige om ikke at gøre andet end at se tiden an. Der går tre ufatteligt langsomme minutter førend impalaen langsom begynder at vakle og endelig lægger sig ned. Lettelsen er enorm. Det lykkedes!

Da han endelig har lagt sig ned, går vi stille og rolig over til ham. Jeg har ramt ham godt lige i hjertet. Det til trods løb han 150 m og stod oprejst i 3 minutter. Det er ufatteligt hvor stærke de dyr er. Selv med et skud igennem hjertet!

Men hvor er han fin. Dertil kommer, at han har fine sorte striber i ansigtet – noget man ikke ser så tit. Det var det perfekte dyr at få jeg kunne ikke være mere taknemmelig over at slutte min tur til Sydafrika på denne måde. Med kufferten fuld af nye minder, trofæer og ikke mindst en masse nye venskaber, slutter turen til Sydafrika.

Nye eventyr i sigte

Små 14 dage efter hjemrejsen til det kolde Danmark er der afgang mod det endnu koldere Lapland. Min mand og jeg rejser med vores 6-årige afsted på Toppjakt. Et eventyr vi nok skal berette mere om.