September, 2024, British Columbia

“Et skridt til Johan, så er han der! Et skridt til.”

I bunden af en dal, klemt inde mellem Rocky Mountains nordlige bjergarme har vi bygget vores lejr. Stove camp er den navngivet uden at jeg kan give dig grunden til navngivningen. Hvad jeg ved er, at jeg skal bruge de følgende ni dage på at trække stikket, forsvinde mentalt i vildmarken og eventyret og forhåbentlig komme derfra med en elgtyr. Jeg er dog ikke alene, med mig har jeg Casey fra Alberta der fungerer om jagtguide, Magnus fra Århus der er wrangler samt vores otte heste, som vi, foruden, ikke ville være kommet afsted. Vi er ankommet her den 21. september 2024, 35 kilometer nord for Williston Lake for at jage elgtyr.

At jage elg i den nordamerikanske tundra er den første drengedrøm som jeg er bevidst om at have haft. Siden er der kommet mange flere til, men at jage elg mellem bjerge og dybe søer om dagen, og sove under nordlysets flammer, var det første. Efter to års opsparing og, tre dages rejsetid og to dages wapiti jagt i lavlandet er jeg her endelig. I morgen er første jagtdag.

Første jagtdag – Hestene er væk!

23. September. 2024. Lejren

“Til helvede med hestene, nu vi skal vi jage”.

Hestene er væk…. 5 ud af vores 8 heste er stukket af i løbet af natten. Det er som udgangspunkt Magnus’ ansvar at finde dem og Casey og jeg kunne have taget afsted på jagt uden Magnus. Men, vi er her sammen, det er et fælles eventyr og jeg nægter at stå på sidelinjen. Afsted går det med at følge spor, samt skrive til hovedlejren for at høre om de kan se på GPS hvor de er blevet af. Da vi otte timer senere stadig ikke kan finde dem, bliver vi enige om at sige “Til helvede med hestene, nu vi skal vi jage”.

Bag vores lejr ligger to åbne enge dækket af pil, som vi skal tjekke ud. Vi skal bare lige bestige en bjergkam. Halvanden time senere sidder vi og kigger ud over den nordlige eng. Der går ikke 5 minutter før en grizzly dukker op på bjergkammen vi sidder på.

Hele hans udtryk fortæller at han er kongen og ikke har en bekymring i livet. Du genkender typisk en gammel og stor grizzly på at ørene ser små ud i forhold til hovedet, der løber en fordybning langs hovedet samt at forpoterne nærmet peger mod hinanden i bedste bodybuilder stil. Ham her havde det hele og mere til. En fantastisk oplevelse at se ham fortære tranebær i en sådan grad at man skulle tro, at han var vred på dem. Vi ligger længe og betragter ham, alle tre lige betagede. Da vi ikke længere kunne se ham, var det så småt ved at være 1 time i solnedgang, og da vi ikke havde set elg i den nordlige eng, samlede vi os sammen.

Den sydlige eng skulle lige tjekkes ud inden vi skulle ned af bjerget og det var godt givet ud! Så snart vi fik sat os så vi en endnu en grizzly, nu på vores venstre side. En ung han med smalle håndled og Mickey Mouse ører så det ud til at være. Han fik dog ikke meget opmærksomhed, for langs en bæk flankeret af grantræer dukkede nu to elgkøer op tæt fulgt af en elgtyr. Og hvilken tyr!

Et sus gik igennem os alle tre. Tre sprosser i front betød at han var lovlig at skyde, og med et estimeret spænd på 140cm, højt gevir og en god alder var det tydeligt at han var en 2 sekunders tyr. Jeg behøvede ikke længere tid til at vide at det var ham jeg var kommet for. Det blev heftigt diskuteret hvad vi skulle gøre. Han var 670m ude, vi havde ingen heste til at transportere kødet ud, begge indgange til engen var mandsopdækket af bjørne og solen gik snart ned. Ikke de bedste odds for at få ham, eller undgå problemer hvis vi gjorde.

Fornuften vandt en tæt kamp og vi besluttede at finde ham en anden dag. Som for at slutte dagen af springer en ung caribou afsted foran os da vi når toppen af bjergkammen. Silkeblød kaffebrun pels og med løftet mule for at vise at han var en frisk fyr, fjedrede han hurtigt væk fra os. Caribou forbindes ofte med vidtåben tundra, men her i BC finder vi dem på bjergskråninger og høje plateauer. Tilbage i lejren gik aftenen med at brænde kamera batteri af på at gense videofilmen jeg fik på både den store grizzly samt ikke mindst at tælle og beundrer elgtyren. Jeg havde allerede taget beslutningen inden jeg havde formuleret den. Det var ham eller ingen. Jeg ville enten skyde den store elg eller vende tomhændet hjem. Vi har syv dage til at finde ham.

“Jeg havde allerede taget beslutningen inden jeg havde formuleret den. Det var ham eller ingen. Jeg ville enten skyde den store elg eller vende tomhændet hjem. Vi har syv dage til at finde ham.”

Anden jagtdag – Det regner og hestene mangler

“Jeg udlever min første jagtdrøm og byttet er kun 35 meter og to skridt væk…”

24. September. 2024. I bjergene.

Vi vågner op til regn. Regn og manglende heste. Der er kommet kommando fra hovedlejren. Magnus har ansvaret for hestene og Casey og jeg skal afsted efter elg. Endnu engang går det opad mod engene. Vi når toppen og bliver ikke kun belønnet med regn. Men manglende udsigt grundet samme regn, samt vindpust der ville blæse selv den mest genstridige toupé afsted på tur.

Vi ser en enkelt grizzly på skråningen 500 meter fra os. En hun ser det ud til. Lille og pæreformet. Det er nu et fascinerende dyr som jeg ville være helt lykkelig over at se, hvis det ikke lige stod ned i stænger. Med et får hun vores fært, vender rundt og styrter afsted i den modsatte retning. Det var vist vores tegn til at fise den af i lejren resten af dagen.

I dag er det den 24. september. Endnu en ny dag og endnu en drøm opfyldt. Vi var endnu engang taget til engene hvor vi så den store. Med en langtrukkent vræl var en af elgkøerne så venlig at melde deres tilstedeværelse i en bagvedliggende dal. Da vinden var dårlig besluttede vi at blive siddende og afventer at varmen ville trække vores fært opad.

Ude på 800 meters afstand begyndte to sten pludselig at bevæge sig. Da sten normalt ikke bevæger sig andet end ned, kunne det kun være ét dyr. Et dyr som jeg har drømt om at opleve samt jage hvis jeg en dag vinder lotto eller har en rig onkel jeg ikke kender til, to unge Stone’s sheep kom nu mod os. I tæt på en time havde vi fornøjelsen af disse to “banana rams” som de kaldes grundet formen på deres horn. Giv dem 8 år og de vil være nogle imposante herrer.

I min verden er det de smukkeste vildfår, og her havde jeg dem inde på 150 meter. Endnu engang blev jeg mindet om at det er processen i jagten der skal nydes, og ikke kun slutresultatet. Efter de græssede ud af syne, tog vi nu efter hvor vi hørte elgen. Casey udstødte et kort grynt, hvilket med besvaret øjeblikkeligt! og ganske tæt på. Sådan gik minutterne indtil der blev stille.

En høgeugle lettede pludseligt, fløj direkte mod os, og satte sig i træet vi sad ved. 3 meter oppe hvor den skulede med sine gule øjne.
Vi vidste begge at den var blevet skræmt op, og rigtig nok, grene knækkede, gevir bankede mod træer og dybe grynt varslede at han var på vej. Nej på knæ og med riflen hvilende på rygsækken afventede vi ham.

Pludselig kunne han anes mellem træerne. Han stoppede på kun 35 meters afstand. 2 skridt til. Jeg udlever min første jagtdrøm og byttet er kun 35 meter og to skridt væk… Tættere kom han ikke, men drejede hovedet og forsvandt ud af virkeligheden og tilbage til drømmen. Vi efterstræbte ham resten af dagen, tilbagelagde 15 km op og ned ad dale og bjerge, men fandt ham aldrig igen.

Tredje jagtdag – Når man ikke har den rigtige licens

25. September. 2024. Alexander Lake.

Denne morgen blev hestene sadler hvorefter vi red til Alexander Lake. En stille bjergsø der lå billedskønt op ad en massiv bjergvæg. Det lykkedes at få en helt ung tyr ind, men som jeg havde sagt så vil jeg ikke skyde en elg bare for at kunne sige at jeg har skudt en elg. Hvis jeg skulle skyde en elg, skulle det være et voksent dyr. Han behøver ikke at trække en rekord, men år på bagen var et must. I stedet hyggede vi os med at betragte ham de næste 20 minutter før vi drog videre. Straks i den næste eng spottede jeg en mindre grizzly, så mørk at jeg troede, det var en sortbjørn. Puklen og ansigtsprofilen afslørede ham dog som værende af horribilis klanen.

Tidligere på måneden havde Magnus været netop her på jagt efter bjergged. De havde set en stor Billy som hannerne kaldes derovre, som desværre forsvandt fra den ene dag til den anden. Og nu. Nu hvor vi var på elgjagt og uden licens til ged så lå han til fuldt skue og kiggede hovent ned på os. Sådan stirrede ham og Magnus længe på hinanden.

Fjerde jagtdag – Mit favorit vejr!

26. September. 2024. I snedækkede bjerge.

“Dagen hvor jeg blev glad for at jeg ikke skød elgtyren den første dag.”

Vi vågnede op til frost og højtryk med masser af sol. Mit absolut favoritvejr. Business as usual og opad gik det til de høje enge. Vi lavede lejr så vi hurtigt kunne kigge i dem begge. En hvid kontur i bunden af dalen viste sig at være et par kastestænger fra en stor elgtyr! Vi fandt samtidig det meste af skelettet, og diverse drabelige fortællinger om hans endeligt blev hurtigt forfattet. En ellers stille dag indtil små prikker dukkede op på en solbeskinnet bjergside.

Ni rensdyr lå og slikkede sol. Det var de første vilde rensdyr for mit vedkommende, tre simler. Det var slut september og rensdyrenes brunst så det var forventeligt da en buk med nymåneformet gevir, chokolade brun krop og snehvid manke dukkede op. Billedet af ham, stående i solen med Rocky Mountains i baggrunden ætsede sig ind i sindet, og en ny jagtdrøm var født.

Så småt dukkede flere dyr op, legende, essensen, to unge bukke afprøvede styrkeforholdet. Livet var nu godt her på toppen af verden.

“Svær af krop, høgul og med nøddebrun hals stod en wapiti hjort nu og solede sig.”

“Dude!” blev roen dog afbrudt med. Casey er wapiti jæger og mente at have set bagenden af en wapiti. Det er ikke ligefrem wapiti terræn her på kanten af trægrænsen, men 10 minutter senere dukkede han op ud af skoven. Svær af krop, høgul og med nøddebrun hals stod en wapiti hjort nu og solede sig. Hold op han var flot! Desværre havde han ikke de påkrævede 6 sprosser på hver stang for at være skudbar, men en utrolig flot 5×5. Idag var en god dag.

Snevejr. Et tungt Snevejr startede hen over natten og blev ved, så dagen stod på jagt i de lave enge bag campen. På trods af ihærdige forsøg kom intet ind. Og dog, for 50 meter fra hvor vi stod og kaldte, stod grizzlyens fod klart og tydeligt oven i vores egne spor. Pegende vores vej.

Femte jagtdag – en grizzly i vejen

27. september. 2024. Nede i dalen.

Højtryk, sol og frost. Pludselig er gårsdagens tyngende vejr fejet bort til en hinsides dal. Dagen ser ud til at blive turens hidtil flotteste dag. Dagen i forvejen havde vi fundet en forladt ulvegrav som vi valgte som udgangspunkt for at spejde efter dyr. Ingen lod til at røre på sig, så vi besluttede at gå ned i dalen for at kalde.

Vi kom dog hurtigt på andre tanker, da der pludselig stod en(dnu) en grizzly i dalen der begyndte at gå op ad stien hvor vi var på vej. Vi fandt til sidst to unge elgtyre der lå i en solplet og drømte om alle de køer som de først ville kunne få om 7-8 år. Endnu en dag i vildmarken, Endnu en dag hvor livet leves bedst ude.

Sjette og sidste jagtdag – var det hele forgæves?

28. september. 2024. Canadas bjerge.

Er jeg kommet tomhændet hjem? På ingen måde.

Så kom den sidste dag i bjergene pludselig. Med en høgeugle spejdende inde i lejren, fire græssende stonesheep bag os, to unge elgtyre på engen foran os, og en lille flok rensdyr på bjergskråningen i horisonten, var rammerne sat til den perfekte afsked med Stove camp.

Jeg havde rigelig mulighed for at skyde en af de to ”camp elge”, men jeg er ikke kommet til Canada for at skyde elg, jeg er kommet for at opleve den vildmark som jeg har drømt om, som jeg er læst mine helte opleve, og I den vildmark vil jeg nedlægge den rigtige elg. Så det var en nem beslutning af sige nej til muligheden her på sidste dagen.

“Jeg endte med at være tro mod mig selv og min integritet, og det er jeg nu engang ret stolt over. Som jeg sidder her og skriver denne artikel går der flere følelser igennem mig omkring mit overstående eventyr.”

Jeg er ked af, at jeg kom hjem uden hverken wapiti eller elg, men jeg er samtidig glad for at det ikke endte ud i at jeg skød den store elgtyr på den første aften. Det er det evige kompleks under jagt, du higer efter at nedlægge byttet, men du vil samtidig ikke have at eventyret stopper. Så hvis jeg nu havde nedlagt elgtyren den første aften, ville jeg lige nu kunne beundre et flot trofæ på min væg, men jeg ville være foruden eventyret. Jeg ville være foruden den åndeløse spænding det var at få ham ind på kaste afstand, jeg ville ikke have haft selskab af stone sheep i over en time, jeg ville aldrig have set hverken wapitien eller have vækket drømmen om at jage rensdyr i Canadas bjerge. Ej heller ville jeg have haft fornøjelsen af Magnus og Casey i samme omfang. Ærgrer jeg mig over at komme hjem uden trofæet?

Ja for jeg er jæger, og var jeg ligeglad med at nedlægge et dyr, ville jeg have efterladt min riffel derhjemme. Er jeg kommet tomhændet hjem? På ingen måde.

Ni dage uden lige, som jeg sent vil glemme. Og jeg fandt min titel til artiklen du læser nu. “Gudskelov skød jeg ikke den store elgtyr.” Og det er ikke engang løgn, for sikke et eventyr jeg ville være gået glip af.