Hvor gammel jeg var, første gang tanken om at jage kronhjort i det skotske højland omringet af grouse, lyng og en horisont der aldrig ender, dukkede op, er jeg ikke sikker på. Hvad jeg dog ved er, at ønsket altid har stået højt på listen. Og nu står jeg her foran ”The Boat Inn” i Aboyne, sammen med far, hvor vi har tre dages jagt foran os. Han i lavlandet efter råbuk, og jeg i højlandet efter hjort.

Dag 1

Efter 50 minutters kørsel mod vest ankommer jeg til Mar Lodge Estate. Jeg bliver hurtigt introduceret til min stalker, Jaime og af sted til indskydningen, det går. To skud hul-i-hul og turen går ud i højlandet. Jaimes områder ligger som en udspredt hånd med dale som fingre der spreder sig mellem højderygge. En kort slagplan, og stille smutter vi ind i en af ”fingrene”

Pludselig får Jaime sagt ’Snake’ og jeg når netop at se et gult katteøje og det brune zigzag mønster, før hugormen forsvinder tilbage i lyngen. Efter at lave gået langs bunden af dalen og spejdet, erklærer Jaime området for tomt, og foreslår at vi forsøger i den næste. Ewan kommer bumpende i Argoen og op ad bakken det går. Sommetider forventer jeg at den bare vil vælte bagover. Snart ser jeg mine første grouse. Syv hønse store fugle buldrer op til højre for os. Brune og røde som lyngen de lettede fra, mens de kagler deres latter efter os; Gerkt!Gerk!Gerk!Gerkkk!.

Første skotske kronvildt!

Vi bliver sat af på et plateau og lister op på bakkekammen. Herfra er der udsigt til en bakkekam der løber ud i dal åbningen som vi fulgte ind i til den første grund. Her er der til gengæld liv! Med det samme får vi øje på omkring 20 hinder og kalve 500 meter ude, højt oppe af kammen der bliver holdt af en stor ældre hjort. 500 meter til højre for den lille rudel ligger endnu en rudel. Større end den første med en hjort der får Jaime til at udbryde; ’He’s huge!’, hvilket jeg på trods af min ikke eksisterende erfaring med højlands hjorte, kun kan nikke anerkendende til. En hurtig rådslagning i skjul fra de mange vagtsomme øjne. Det vil blive en svær pürsch da vinden svøber og vejen derop ikke har anden dækning end bakkens kontur og lav lyng og lav. Ned af fjeldet har en bæk skåret en kløft der er lige netop dyb nok til at vi kan gå nogenlunde skjulte til dalsænkningen.

Vi går i god vind og påbegynder opstigningen, i et roligt tempo hvor vi hele tiden tager højde for vinden der aldrig er til at stole på. Da Jaime vurderer at vi er omkring 300 meter fra rudlen, er det ned på knæ. Jaime foran og jeg lige i hælene. Vi nærmer os en sidste pukkel hvor rudlen befinder sig på den anden side, og for første gang ved jeg at vi er i nærheden. Ikke fordi jeg kan se dem, men jeg kan lugte ham! Det kan Jaime tydeligvis også, for han drejer sig langsomt og sender mig et skævt smil og glimt i øjnene der fortæller mig at han også kan lugte hjortens brunst deodorant. Jaime fortæller mig at jeg kommer til at skulle skyde hurtigt. Vi har ingen dækning, vi vil være tæt på når vi kommer over puklen, og rudlen vil uden tvivl se os. Hastigheden sættes ned til snegl hvor vi trækker os frem i neglene med snuden i lyngen. Jaime får listet riflen op og jeg kravler frem på maven og får fat i kolben. Så snart jeg får hovedet frem, er rudlen allerede i bevægelse, og løber væk fra os rundt om bjergkammen hvor jeg for første gang får godt syn for sagen. Han er stor. Stor med lange sprosser og stort udlæg.

Skuddet

Jaime formaner mig til ro og prøver at kalde som en kalv. Det stopper rudlen, men kun momentant mens hjorten er dækket af flere hinder. De løbet videre, men stopper igen længere ude, og denne gang har jeg hjorten fri. Han står med venstre side til, med rejst hoved og kigger i vores retning. Billedet af ham stående med sine hinder på kanten af bakken med solen bagende ned på ham vil for evigt stå indprentet bag øjenlågene. Jaime spørger om jeg kan skyde, og jeg bekræfter i samme bevægelse som jeg placerer trådkorset højt på bladet, og langsomt tilføjer aftrækkeren det halve kilo der skal til for at sende .270’en af sted og ud i verden. Jeg registrerer det forløsende ’flomp’ da kuglen træffer sit mål, ser hvordan den store hjort, målet for mine drømme, på stive ben vakler et par meter for så at gå i bakken. Men så begynder han at trille! FUCK! Flyver det ud af munden på både Jaime og jeg. Der er langt at trille, og ryger han først i bunden, bliver det svært at få ham ud. Heldigvis stopper han dog efter små 50 meter, hvorefter Jaime går tilbage efter riffel etuiet og efterlader mig med mine indtryk og tanker. Jeg ligger på ryggen mod syd, i høj sol og kan kigge ud mod bakke kamme og floddale hvor bifloder samles for så til sidst at samles i Floden Dee. Jeg lever simpelthen min drengedrøm, og det er for overvældende til at jeg kan identificere mine følelser.

At dræbe en drøm

Jaime vender tilbage, og sammen går vi mod hjorten. Han er flot. Flottere end jeg kunne tro. En symmetrisk ti-ender med lange sprosser der alle ender i elfenbenshvide spidser og et stort udlæg dukker frem foran mig.

Et stort gråt hoved der går over i en kraftig rødlig krop med sort stribe ned langs ryggen. Især de bagerste sprosser fanger mit blik. Utroligt lange og kraftige danner de afslutningen på et imponerende sæt gevir som han gjort ham til højlandets herre igennem de sidste 10 år som er den alder, Jaime vurdere ham til. Nu begynder arbejdet med at brække ham. Jeg tilbyder flere gange at hjælpe til, men Jaime afviser med ordene ”Det er din oplevelse, og mit job”. Med hænderne dybt inde i bughulen på hjorten påpeger han at det vidst er min første hjort. Jeg griner og siger at jeg ved hvad der kommer nu, og med et stort grin klasker Jaime sine blodige hænder på begge mine kinder. Traditioner skal følges.  Jaime slår en løkke om snuden på dyret, og af sted går det. Vi får hjorten i argoen og af sted på hytten bumper vi. Som jeg sidder på ladet med hjorten, og vi kører hjem under en skinnende sol, er livet godt.

Dag 2

Anden dag starter som første, med kaffe og havregrød på The Boat Inn. I dag jager jeg med James. Ankommet til hans område ser vi hurtigt en mindre rudel oppe i et brandbælte der strækker sig op af siden på fjeldet. To hjorte kæmper. En almindelig begivenhed her så tæt på brunsten, men da de skilles udbryder James ”The one-horner!” en stor moden hjort med kun én stang, der til gengæld er kraftig og med fem sprosser. Slagplanen bliver at gå igennem en gammel gran plantage, kravle igennem en ravine og tage den sidste afstand på maven. Vi kommer igennem både skov og ravine, men da vi når frem, er rudlen gået over kammen. James beslutter at eftersætte, men da der kort tid efter dukker det ene krone besatte hoved efter det andet op i horisonten over ryggen på den side af ravinen vi kom fra, bliver slagplanen hurtigt lagt om.

Efter en langsom opstigning når vi området hvor hjortene burde være, men de er ingen vegne at se. Bedst som vi stor og undrer os, kommer de buldrende bag fra en lille bakkedal og løber en 500 meter op på fjeldet. Det bedste at gøre nu er, at give de 11 hjorte tid til at slappe af, så vi sætter os i lyngen og venter, og spejder. Nu kan jeg endelig give mig tid til at studere dyrene enkeltvis. De fleste er modne hjorte, men især den ene er større. Han ligner mest af alt en bryggers hest med horn. Ham kan jeg godt lide. Efter en halv times tid er rudlen kommet ud af syne samtidig med at tågen er rullet ind. Vi rykker efter og kommer tæt på. Desværre får James taget et enkelt skridt for meget og står ansigt til ansigt med en af hjortene, og igen buldrer de afsted mod en grantykning nede i dalen på den anden side af floden. Dette fandt vi dog først ud af efter at have gransket fjeldryggen og alle dalene i en time, da vi finder deres fod der peger mod tykningen.

Snigertur i en død skov

Efter en kort frokost går vi in i granerne. Langsomt af sted går det. Træerne er døde og dækket af skæglav der sammen med en skovbund dækket af mos og svampe, giver en helt speciel stemning. Efter en 20 minuttters tid springer en rå med to lam pludselig og James og jeg, fryser til stedet. De har endnu ikke besluttet sig for om vi er farlige, og efter en kort stund lister de stille af sted.

Kort tid efter rammes næseborene af brustduft. En ram lugt af testosteron og forhåbninger naglede os begge til skovbunden. ’Do you see him’ spørger James pludselig. Nej, og så jo for med et materialiserede der sig først en og to, og mange brune kroppe og et virvar af sprosser sig frem i den døde skov. Den var med ét fuld af liv. Fremgangen gik langsomt og forsigtigt. James prøver at finde et hul mellem alle grenene da vi begge mærker et svagt vindpust i nakken, og den forreste hjort rykker med et sæt hovedet i vores retning, kigger og med et enkelt vindpust blev en åndeløst spændende time afsluttet uden den ønskede afslutning. Det gjorde mig dog ikke noget, for det betød kun at jeg fik endnu en jagtdag blandt lyng, ryper og højlandets krondyr.

Dag 3

På tredje dagen var jeg sammen Chris og David. Chris’ område er det højest liggende, så på trods af den tætte regn og hårde vind, var jeg sikker på en udsigt der ikke ville skuffe. Op og op steg vi langs siden på højderyggen. Fra tid til anden stoppede vi op og spejdede. Smårudler af hinder og kalve stod uden hjorte, og videre gik turen indtil vi nåede et plateau. Og sikke et view! Mod sydvest hvor vi kom fra kunne jeg følge kløften ned mod Jaimes jagtområde hvor jeg bare to dage tidligere skød mit livs første kronhjort i højt solskin og sved på panden. Mod nord og øst, åbnede området sig ud i floddale og fjelde, smukt formet af værd og vind. Ude mod øst sås grantykningen hvor jeg havde min lydløse jagt sammen med James. Mod vest stiger højderyggen og det er vores vej.

Efter at have steget endnu et stykke begynder vi at spejde. En lille rudel viser sig i læsiden på en højderyg bestående af hinder, kalve og en enkelt sortstanget hjort. Vinden er dog dårlig for os, og Chris beslutter at lede længere med vest. Efter at have passeret endnu en lille rudel, får Chris øje på en rudel længst ude øverst i en dalsænkning. De er endnu for langt ude til at vide hvad rudlen består af, men det er chancen vi har kigget efter. En hård vind kommer ind fra sydvest og beslutningen bliver at nå op på det højeste punkt af området og så følge et kildeafløb ned og forhåbentlig komme til en chance. Underlaget består af centimeter høje vækster af rensdyrlav, lyng og blåbær. På toppen af højderyggen stopper regnen, solen bryder igennem og jeg bliver konfronteret med et af de smukkeste syn jeg endnu har bevidnet. Solens stråler laver genskin langt nede i dalene i bifloderne der løber sammen og bliver til den berømmede River Dee hvor mangen fisker har prøvet at placere fluen netop der hvor de håber laksen giver hug.

Istidens aftryk og et afgørende kravl

Så langt øjet rækker, rejser fjelde sig ud i alle verdens hjørner. Bløde og brede, formet af is skjoldet der dækkede det meste af Nordeuropa frem til for ti tusinde år siden. Tilbage til jagten og formålet med turen. Herfra har jeg ikke synlig kontakt til rudlen, da jeg går lige i ryggen på Chris for at vi synes mindst muligt. Tidsfornemmelse er spøjs når der jages, to timer føles som to minutter og to sekunder føles som en evighed, men efter en nedstigning og lang tids kravlen på knæ, nåede vi ned i bunden af en tørvebunke. Jeg har stadig ikke set rudlen på tæt hold, men Chris fortæller at der er en stor hjort, og de er tæt på. Han vil kravle på maven op og komme i position hvorefter jeg vil kravle på plads ved siden af ham. Lige så stille får jeg mast mig igennem vandmættet tørvemos og lyng og får for første gang siden vi så dem første gang de mange meter siden. De er tæt på. Tættere end jeg regnede med. Det første jeg ser, er tre hjorte. Oven for en tørvevold en ung, lys otte ender med en ældre hjort ved siden af. Det er dog ingen af de to der fanger min opmærksomhed, men derimod hjorten mellem dem.

Nedenfor volden står han. Stor og tvær i kroppen. Mørk i pelsen og sølvgrå i hovedet, med et stærkt og kraftigt gevir der skinner sort med elfenbensfarvede sprosser. Han bevæger hovedet op mod os i det samme som jeg spørger Chris; ”Can i take him?” svaret kommer stille, men prompte, og aftrækket bliver trykket idet trådkorset finder det usynlige kryds på kroppen hvor en velplaceret kugle vil tage både toppen af hjertet samt begge lunger. I maskinrummet som stalkerne kalder det. Jeg registrerer det forløsende Flomp! For anden gang på denne tur, og et stort ”Good man!” kommer fra Chris. Hjorten når over tørvevolden og forsvinder ud af syne samtidig med at dalen bliver levende af dyr. Omkring 40 dyr løber op over fjeldsiden, iblandt dem flere hjorte, flest unge med lyse gevirer, men enkelte modne hjorte. Chris siger at jeg skal hanke op i riflen og beder mig om at finde hjorten, som vi begge er sikre på, er død. Imens vil han finde signal nok til at ringe til David så han kan komme op og hente hjorten med argoen.

Afslutning of begyndelsen

På den anden side af volden, finder jeg ham. Han er ikke gået mere end 20 meter på kanten af dalen før han faldt. Herefter har jeg de bedste tre kvarter på turen. Alle de følelser som jeg var for overvældet til at føle ved min første hjort, overvælder mig nu. Jeg kredser om ham, rører, griner, kløer mig i nakken af forundringen. Til sidst bliver jeg nødt til at sætte mig ned. Jeg sætter mig oven for ham i et stort sammenrodet bed af blåbær og tranebær og kigger ud af dalen. Hernede er der ingen vind, og solen er fremme. Jeg propper mig med naturens blå og røde vitaminpiller, og tager alle indtryk ind. Med ét begynder hjortebrølene af runge ude blandt dalene. Brunsten er begyndt, og jeg beslutter at denne tur kun er begyndelsen. Her leves livet.