Genlad, han sidder der stadig! Ny patron i kammeret, find ham i kikkertsigtet. Jeg kan kun se hals og hoved. Placer krydset i hovedhøjde og 5 cm til venstre. Tre dybe vejrtrækninger, stol på ballistikken, rolig, tryk….

Det er februar 2026, og jeg er endnu engang der hvor jeg hører hjemme. I Lapland blandt birk, røn, gran og fyr. Alle krumbøjede som gamle mænd og koner, kuet, og dog ikke, af de enorme mængder sne der falder fra oktober til marts. Jeg har ski på fødderne, riflen er indskudt og jeg har fire dages topjagt foran mig. I år er jeg ikke taget afsted alene, men har kombineret jagt med familie.

Afsted igen

Den første morgen vågner jeg med en mærkelig ”eksamens angst”, en følelse af at skulle præstere? Det er uden tvivl grundet min tur i 2024 hvor jeg ikke skød andet end forbi. Dette er en fjollet følelse, men ikke desto mindre reel. Min guide er en høj svensker på 36 år ved navn Robin. En af de personer som du automatisk er trygt ved, og som tydeligvis brænder for topjagten.

Vi standser bilen på et skovspor og idet vi slukket bilen, flyver en flok urfugle på tværs af vejen med en enkelt der sætter sig i et træ, 170 meter ude. Det ville være fristende at give det et forsøg, men Robin påpeger korrekt nok, at det ville der ikke være meget jagt eller historie I. Et underspillet, men tydeligt, tegn på at vores tilgang til jagten i hvert fald her stemmer godt overens.

Skiene er på, vejen bag mig og midt i vildmarken da jeg igen hører den. Hører hvad jeg ser mest frem til hver eneste gang jeg tager i vildmarken uanset hvor det er i verden. Den sønderrivende stilhed. En stilhed som for nogle kan være angstprovokerende, men for mig sænker min puls, rydder ud i den grå masse og da jeg samtidig trækker den kolde luft dybt i lungerne og lader øjnene vandre ud over vildmarken, bliver jeg endnu engang forvisset om at jeg lever et godt liv og jeg er lykkeligst langt fra farbar vej.

Røde bryn og falske forbi skud

Vi ser ingen fugle den første dag, i her på dag to er vi derfor taget til et nyt område, halvanden times kørsel nordvest for Lycksele. Området er tættere end i går og mere bakket. Små skovmoser ligger som åndehuller mellem høje graner. Robin kan se på sit kort at der vil komme en lidt større hesteskoformet åbning 300 meter fremme. Fremme ser vi omkring 30 urfugle, hanner og hunner, sidder i toppen af nogle høje graner. De solbader, skændes, æder, sover og alt andet som urfugle nu sætter pris på. Som de på det nærmeste hopper fra gren til gren, kommer jeg næsten til at tænke på arktiske papegøjer. Og farverne! Mens hunnen er nydeligt klædt i nuancer af grøn, brun, rust og sort, er hannen et studie i chanceringer af sort og blå afhængig af solen. Jeg har endnu ikke skudt en urfugl og drømmen, på samme måde med tjuren, er at skyde en rigtig gammel han med blåbærblå dragt og knaldrøde øjenbryn. Og her burde jeg da have chancen! Langsomt kommer jeg ind på 122 m og får lagt mig til rette. Jeg finder en fugl der sidder på venstre side af en gran, en meter fra toppen. Han sidder og sover i solen, og er en af de eneste der sidder stille. Det er godt nok ikke et stort mål sådan en urfugl. Men, støtten er stabil og tråd korset er roligt da skuddet godt.

I skudøjeblikket eksploderer træerne af fugle, men jeg har kun øje for én. Han stiger lodret, for så på stive vinger at styrte i skoven!. Du fik ham! Udbryder Robin som er sikker på at han er død. Jeg er mindre optimistisk da han jo ikke drattede direkte ned fra træet, men Robin er helt rolig og vi går mod træet. Vi leder og leder. Og leder noget mere. Sammen, og hver for sig. Vi krydser, og zigzagger og uanset krumspringene, så finder vi ikke fuglen efter mere end én times eftersøgning. Jeg er helt i kulkælderen. Jeg ved at den slags sker, men jeg bliver aldrig ok med en forbier, eller endnu værre, en anskydning. Jeg kan det simpelthen ikke, det æder mig op, og resten af dagen er jeg noget nedslået. Men jeg fik ham!! For på dagen hvor jeg kommer hjem, tog Robin ud igen for at lede. Og fandt ham, stendød 50 meter længere fremme fra hvor vi stoppede. Det var noget af en lærestreg.

Maries første tur

Det er nu tredje dagen, men samtidig første dagen. Førstedagen da Marie skal med ud i dag, og det er ikke bare hendes første dag på topjagt, men første dag på ski overhovedet! Hun gør det super godt, falder ikke mere end os andre, og alt i alt får hun den korrekte intro til topjagt. Det er en ekstraordinært flot dag hvor vi ender med et magisk landskab indhyllet i dis.  Vi går langt, tyder spor, Marie lærer landskabet. En skovmår har været på langfart her, en elg har krydser der. Skovharens fod står skarpt afsat med en rævs sirlige fod lige efter. Gad vide hvem der fandt hvem? Hun lærer hvordan man kigger efter spor af skovfugl, på de fyrretræer hvor sneen er væk på de øverste grene. Vi ser ikke andet end halen af en tjurhane som vi støder under hans eftermiddagsmad, men det havde næsten også været for meget hvis Marie havde skudt tjur på hendes første, og eneste jagtdag. Næsten.

Sidste chance

Jeg vågner frisk, veludhvilet, og med en følelse af at i dag er dagen! Der er heller ikke andre muligheder, for selv om sæsonen slutter i overmorgen, så er det min sidste jagtdag. Så det er nu eller aldrig.

Først på turen kommer der en halv chance til in urhane som jeg ikke når at få skudchance på. Det gør dog intet, for da bi går i hans flyveretning, kommer vi ikke mere end 50 meter før jeg stopper Robin, og hvisler de ord jeg er rejst 1500 kilometer for; ”Tjäder!” for rigtig nok, ligefremme, i en gammel fyr der er så afpillet af tjur at det næsten ligner en birk sidder han skævt med ryggen til og stirrer vagtsomt på os. Og på trods af at vi sniger os ind på ham i ly af nogle vindskæve graner, så havde han luret os og er væk. Vi går over til træet, og det ligner jo simpelthen at en hel flok, ja nærmest en sværm af tjur har gjort sig til gode med dets nåle og jeg har aldrig set så bart et fyrretræ. Tjurhanen er væk, men slaget er ikke tabt. Robin fortæller at tjur som udgangspunkt flyver i en ret linje, og vi gætter da også hans flyvelinje for inden for nogle minutter opdager jeg en sort plet i toppet af en kæmpemæssig fyr som håndkikkerten afslører som et mistroisk tjurhovede! Han sidder 400 meter ude, og flyver igen! Efter at have set tjuren 3 gange mener Robin at slaget må være tabt da tjuren er ekstra årvågen nu, men vi er på vej ind i noget gammel fyrreskov som godt kan holde fugle, og klokken er ikke mere end 10 så vi har masser af dag forude. 

Foran os er en bræmme af lave 4-5 meter højre fyrre, og birketræer. Helt krumbøjede af sne, danner de nærmest en hæk mellem mosen og skoven, og det er svært at se langt. Pludselig er han der dog! Vi kan ikke vide om det er den samme, men der sidder en tjurhane i et fyrretræ, omkring 2 meter fra toppen. Han har hævet hoved, og alt skal foregå i slowmotion herfra. Han sidder 220 meter ude, og indrømmet så får jeg flashback til sidste gang jeg skød efter tjur på den afstand og missede. Men, jeg har endnu ikke taget dette skud, og vi kommer ikke nærmere. Da jeg skyder med Robins riffel spørger jeg om hvor sigtet skal hvile på denne afstand og han mener at jeg bare skal sigte på halsroden. Så vidt så godt, men da jeg får langt mig til rette kan jeg ikke længere se tjuren! ”hækken” af lave fyrretræer er i vejen! Nu er gode råd dyre, men ved at hvile riflen på min knyttede hånd kan jeg lige akkurat se hals og hoved af tjuren. Fuld koncentration, sigt på det laveste punkt af tjuren som jeg kan se hvilken er bunden af halsen. Tråd korset bevæger sig ikke en flig, og skuddet går. Forbi! Jeg ved at jeg ikke har rykket skuddet, men jeg har tydeligvis ikke kompenseret for at jeg skyder lavere og til højre for midten i forhold til Robin med hans riffel.

Genlad, han sidder der stadig! Ny patron i kammeret, find ham i kikkertsigtet. Jeg kan stadig kun se hals og hoved. Placer krydset i hovedhøjde og 5 cm til venstre. Tre dybe vejrtrækninger, stol på ballistikken, rolig, tryk…. Skuddet går, og det forløsende ”plop” lyder da kuglen slår ind i ryggen på ham og han dratter ret ned fra træet! Jeg er lettet, men jeg puster ikke helt ud før han er fundet. Bjørne og skind der skal sælges og alt det.

At dræbe en drengedrøm

Jeg har dog ingen grund til bekymret, for fremme ved træet er der et stort hul med en stor vinge der stikker op. Nu kan jeg puste ud, nu kan jeg glædes, nu kan jeg endnu en gang trække en drøm frem i virkeligheden. Jeg når at tænke at det er da godt nok en større vinge end jeg tidligere har set, og da jeg trækker tjuren op af sneen, er jeg ved at miste pusten. Her er han. Gammeltjuren. Krognæbben som de lokale kalder de gamle fugle med gulliggrå næb, krumt som hos kongeørnen han jages af. Et stort, bredt bryst og hoved, og en lang hale med firskårne og bredde fjer som jeg senere hen måler til 32 cm lange og 9 cm bredde!

Tiden går i stå mens jeg står med ham og falder i staver over fuglen. Endnu engang må jeg bare sige, at det er forkert at kalde tjuren for sort og brun. For helt sort er den kun på afstand. Fra hovedet, nakke og ryg i skiffergrå og sorte nuancer til nærmest frostblå overgump til vingerne der med nuancerne af grøn og grøn på en bund af brun overdrysset med hvid som efterårsskoven efter den første rimfrost, til brystet der bilder dig både kobbergrønne og blå farver ind afhængig af lyset, er tjurhanen i sandhed en åbenbaring af farver og farvespil der gengiver den urskov som han kalder hjem. Det eneste rigtig sorte er hans hale, men med alle de hvide markeringer og brydninger ledes mine tanker igen hen på lys og skygger i de tætteste dele af skoven. De dele hvor han går hen over sommeren og æder sig igennem blåbær, tranebær og tyttebær før diæten hedder kulde og fyrrenåle.

Refleksioner

Som jeg står der i Laplands ødemark, med en drøm i hænderne og kulde i kinderne, ledes mine tankerne hen på den rejse det har været. For det er ikke bare rejsen disse fire dage, men en rejse der har taget tre frosne ture til Lapland fordelt over fire år. Og hvordan de hver især har været forskellige, og hvordan de hver især har formet mig til at være den jæger jeg er i dag, og hvordan de har været med til at lede mig i den retning jeg er gået i min skabelse som jæger.

Det første år tog jeg afsted grøn, romantiserende, uden andet end forestillinger om hvordan Lapland og topjagt mon var. Inspireret af Jan Kozack’s beretninger om Sibiriens tajga drog jeg nordpå, spændt på om det levede op til mine barnlige forventninger. Og det gjorde det jo, og mere til, hvilket kan læses om i en tidligere historie. Året efter tog jeg afsted med en følelse af at selvfølgelig skulle det nok lykkedes, så længe jeg bare lagde nok kilometer i benene. Og dette år skulle jeg nok få gammeltjuren! Ikke flere ungfugle til mig! En, set i bagspejlet, måske arrogant følelse der gjorde fuglen, trofæet, til meningen med turen, og ikke lagde den værdi i processen som bør være hvorfor vi tager afsted. Og jeg blev da også godt og grundigt lagt fladt ned. Bomskud til urfugl. Bomskud til en kæmpe tjur som kun bliver større for hver gang genbesøger situationen og et strejfskud på endnu en tjur, som jeg havde spottet over en kilometer ude, og møjsommeligt havde sneget mig ind på, for så kun at skyde et par rygfjer af, inden jeg slukøret måtte tage skiene mellem benene og tage nedtrykt tilbage til Danmark.

Men i år var jeg taget afsted med en følelse af at glæde mig til jagten. Glæde mig til naturen, og være tilbage blandt krumbøjede fyrretræer, skrattende lavskriger, frost der bidder i lungerne og en frihed som kun kommer ved at være i vildmarken. Jeg ville gøre mit bedste for at finde fugle. Jeg ville gøre mit bedste for at mine skud måtte være rette og selvom jeg ønskede højere end noget andet at skyde en stor, og gammel, tjurhane, en trofæfugl, så ville det ikke være afgørende for turens succes. For fugl eller ej, så er Lapland og topjagt kommet for at blive. Om det var Sankt Hubertus der mærkede min ændrede tilgang eller ikke, så blev jeg belønnet. Jeg skulle igennem 50 km på ski i år, et forbi skud som ikke var forbi skud og holde hovedet koldt før jeg endelig kunne lægge min drøm i rygsækken. Efter jeg vender tilbage til nuet, kommer tjuren nænsomt i rygsækken. Tyngden føles rigtig, dagen er stadig lang og mens jeg lydløst skrider frem blandt snetyngede træer, skinner solen og danner en ”snebue” i de reflekterede snekrystaller der konstant drysser i luften og jeg tænker tilbage til et citat af Iwan Aeamilew efter at han har skudt sin første tjur i Tajgaen omkring Uralbjergene ” Det synes mig, at jeg bærer min egen lykke igennem Tajgaen”.