Jagt ved Verdens ende – en tur til Sækkesandet

CategorIes:

By

·

7–11 minutter

Nordøst for Nyord ligger Verdens ende. Seks naturlige øer med snuden mod Østersøen og lavvandede, fuglevenlige laguner, udgør sækkesandet. Siden jeg startede med at jage på vandende omkring Nyord har jeg kigger længselsfuldt ud mod det forjættede Sækkesand. Utallige var sværmene af ænder og gæs der trak derudefra, selvsagt måtte det være et slaraffenland hvor din jæger etik omkring hvornår nok var nok ville blive sat på prøve. Årene gik, og jeg fik aldrig taget skridtet derud, indtil dagen kom hvor en ny jagtkammerat inviterede til gilde. Ergo var der jo ikke længere nogen vej uden om, jeg skulle ud på ukendte vidder.

Efter en nat uden meget søvnog en masse massen var vi nu på vandet. Da vi må jage halvandet time før solopgang og vi samtidig har en times sejlads foran os, er det bælgravende mørkt da vi stævner ud. Gudskelov for 5G og google maps. Christian er oppe foran i sin modificerede langelænger pram og jeg på slæb i en topsi-bobbel blandt geværer og lokkeænder. Den varme og lange sommer forårsager et velkendt fænomen som jeg dog ikke forbinder med midt november. For som vi skærer os gennem det rolige vandspejl, lyser brydningen og slipstrømmen klart blåt af morrild. Jeg lader hånden glide igennem vanden og trækker selvlysende striber igennem vandet mens mine øjne glider hen over myriaderne af stjerner på himlen. Der er knap tre timer til jagtlys og dagen er allerede god.  Efter en god times sejlads når vi til grænsen hvor motoren slukkes, og vi trækker ind til sækkesandet så vi kan sætte i land. Men som ud af en tåge der ikke er der, dukker en pandelampe op bag os, og en anden båd sætter i lang lige bag os. En kvadratisk og barken hånd stikker mig næven, og jeg får hilst på en af de lokale legender. Jeg aner ikke hvad han i virkeligheden hedder, og det er ikke så vigtigt. Han har haft en jagtlige gang herude i mange år, og vi er tilfældigvis gået i lang samme her. Christian og jeg får snakket lidt løst og fast, og efter lidt tid daffer vi længere nord på med et gensidigt ønske om en god morgen, mange ænder, og gode skud. Der er plads nok, og som 83-årig har man levet sig til nogle særrettigheder.

Vi kommer nu op til nordbankerne hvor vi vil ligge. de ligger som tre bananer der krummer væk fra os og vi ankrer op i armhulen på den midterste, hundrede meter fra bredden. Inde på kanten er der fire karakteristiske forhøjninger. Christian til højre og jeg til venstre med snuderne mod nordøst. Grundet den svage vind vil vi ikke smide vores lokkere ud i et egentligt mønster, men mere bare rundt om bådene med god afstand imellem. Selvom der er længe tid solopgang kan de første røde toner allerede fornemmes mod sydøst. Alt emmer af denne følelse af ro og afstand der er så svær at finde i et hurtigt og udviklet land som Danmark. Uberørt er et ord der går igen i mit hoved herude på kanten af ingenting. Det lysner og med ét bliver de fire forhøjninger på bredden forvandlet til fire havørne der med deres øksenæb og skulende øjne har fulgt med i vores projekt med ophøjet ro. Der er en voksen fugl med lyst hoved, gult næb og vokshud samt rene linjer i dragten sammen med 3 forvoksede teenagere der sidder i deres spraglede dragt og mørke næb. I vandkanten piler vadefugle rundt. Strandløber, hjejler, rødben, flokke af dværgryler og alle de andre der i jægermunder så kært kaldes ”dyttelytter”.

Vi kommer så småt på plads, geværene lades og der ikke et minut for sent, for i dæmringen kommer dagens første pibeand sejlende ind på krumme vinger. En hun der kommer ude fra de åbne vidder, styrer direkte mod vores forrædderiske plastiskfrænder. Jeg rejser mig i prammen og sender den i vandet i første skud. Det var alligvel for meget for vores tilskuer og alle fire havørne letter som en og kombineret 10 meters vingefang går i luften, svinger ind over os og styter mod Nyrd. Jeg aflader geværet og ud af prammen kommer jeg. Samler patronhylsteret op og går hun mod pibeanden der ligger på brystet og vugger sagte på vandet. Jeg løfter anden, en ung hun op og beundrer dagens første and. Det blyfarvede næb, hvide mave og brune grundfarve med røde og grå noter. Uberørt tænker jeg endnu engang fær jeg vender tilbage til prammen og Christian der siger tillykke med fuglen. ”Der stod Johan på den dér” siger han.

En flok ryler danser i den lette vind inde over bankerne. Solen første stråler for tankerne hen på en stime sølvskinnende fisk der alle følger naboens bevægelser til mindste detalje. En flok krikænder kommer ind lige på. Slår af venstre om. Et enkelt skud og jeg kan samle en Krik andrik op. Med polka prikker på brystet og grøn bandit maske i det rustrøde hoved, pynter han på enhver morgen. Det falder mig ind, som det ofte gør på jagt, at livet leves bedst udenfor.

En halv times tid går der uden at der sker det store. Der er både tid til kaffen der efterhånden smager af både saltvand og gammel tang, samt tid til tanker og eftertænksomheder. Vi finder hurtigt ud af, at man aldrig må blive for magelig på jagt. En havørn stiger nemlig til vejr. Slask, slask går det derud af på de store vinger. Den flyvende dør får skabt en masse palaver, og fugle går på vingerne til højre og venstre på de sydlige banker. En flok kævlende bramgæs her, skrålende måger der, og alle vegne ænder. De går højt, men en enkelt pibeand kommer ind over os, og Christian får hende i et højt bagskud. Lungeskudt sejler den på stive vinger og dratter ned på sandbanken hvorpå de fire havørne havde gjort natte rast. Nu gælder det for Christian om at komme før ørnene og mågerne! Før han kan komme afsted, sker der dog noget af det mest besynderlige jeg endnu har oplevet på havet. En regnspove kommer ind fra højre, og idet vi passeres kaster den hovedet bagover og med et dødsskrig og en reaktion som en hovedskudt and dratter den i vandet foran os. Christian og jeg kigger på hinanden med forvirring i øjnene og vi bliver enige om at han henter sin pibeand og jeg går efter regnspoven. Vandet er nu ikke dybere end 20 cm så det er intet problem at vade en vadefugl op.

Da jeg nærmer mig, kan jeg se at regnspoven mod alt forventning stadig er i live. Med sin dryptud af et næb og store melankolske øjne, ligger den der med udspredte vinger på vandet og betragter mig. Jeg har altid haft en kærlighed til regnspoven. Med den spillende pludren melder den forårets ankommet på samme vis som dens tungsindige pryllerier fortæller at efteråret er over os og jagtsæsonen kalder. Nu ligger den så her foran mig. Baseret på næbbets længde og fjerdragten mener jeg at det må være en ung fugl. Forsigtigt, og forundret, samler jeg fuglen op og kan for første gang virkelig værdsætte hvor flot en fugl, en stor regnspove virkelig er. Med bløde sandfarvede fjer, overstrøet med sorte pile, pletter og streger der går over i den hvide mave. Christian kommer over, viser stolt sin pibeand frem og vi står og snakker om hvad der mon kan være galt. Fugleinfluenza? Hjerneblødning? Sukkerkold? Vi finder aldrig ud af det, men beslutter at Christian sejler den ud på en af sandbankerne med mest tang så den måske kan finde lidt tanglopper. Livet skal nu have en chance. Held og lykke, jeg håber at høre dit fløjt endnu en dag.

Som morgenen skrider frem, får vi lidt pibeænder her og der, skydningen er god og ænder på krummer vinger ender oftere end ikke i bunden af prammen.

Dagens første gråand går til Christian som her lærer betydningen af en ”postkasse”. Fra en tur for længe siden hvor Ejner inde fra Nyord skød 46 gråænder så store som postkasser i snestorm hvor snefnuggene heller ikke gav mandariner meget efter i størrelse. Jeg håber inderligt at overdrivelse ikke er med i den historie.

Livet er ubeskriveligt skønt herude på kanten af verden. Eller næsten ubeskriveligt, for ellers læste du ikke denne beretning. Der er liv overalt, et konstant baggrundskor af svaner, bramgæs, spover, ænder og måger lægger lydkulissen til en ballet af vadefugle der danser over banker, over lagunerne, over himlen. Hjejler i mængder og koreografi der leder tankerne hen på tøndermarksen og sort sol. Men, i guld og sort i stedet.

To høje ænder. To for høje ænder. To ænder som kan betragtes, men ikke skydes på. ”skeænder!” får jeg råbt og splitsekundet efter skyder Christian sin første skeand. De var alligevel ikke for høje op tilsyneladende. Stort tillykke og håndtryk, for det var Christians første skeand kunne han fortælle. Den næste and er min favorit.  En spidsandrik kommer ind. Han slår af venstre om 5 meter længere ude end jeg er bekvem med at skyde til og fremlægger argumenter for hvorfor netop han er ændernes Don Juan med hans chokoladefarvede hoved, askegrå ryg og begyndende hale pisk. Vi ses til januar når du har bryllupskjortlen helt på plads! Der går ikke længe før en gråand, som sendt fra himlen, kommer styrtende ind bagom, svinger rundt og vil i lokkerne. På stive vinger, én meter over vandet kommer han ret på. Endnu en gang runger hatsan’en og årets første gråand er på prammen. Snart efter kommer en enlig pibeand kommer ind lige på. Lavt går hun på spilede vinger, men svinger op og mod venstre som hun rammer lokkerne. Jeg følger med og sender dagens sidste fugl tilbage på vandet.

Med kaffen tømt, chokoladekiksene spist og en håndfuld fugle i båden efter en morgen og formiddag med god skydning er det på tide at samle sammen og pakke sammen.  Endnu engang trækkes jeg efter christians pram og dovner den. Fingrene i vandet, næsen i solen og ændernes rappen i øregangen. Livet leves bedst ude.  Vi når den sydlige ende af sækkesandet. Tusindvis af ænder går på vingerne. Spidsænder, pibeænder, gråænder og krikænder i overvældende mængder blander sig med knarænder, grågæs, vadefugle, og glæden ved at være til stiger endnu et nøk. Sammen med jagt iveren. Her må vi hen en januar dag hvor næserne er røde, øjnene gnistrer i frosten. Da vil jeg tage til verdens ende for at jage andrikker og liv.  

Leave a Reply

Discover more from

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading