Stort tillykke, hvordan føles det at have skudt din første fugl? og så i Lapland af alle steder?

Efter to fly og 2.5 timers kørsel er vi endelig noget frem til huset som vi skal bruge som base den næste uges tid. Vi er i Sorsele i svensk Lapland. Endnu en gang er vi taget op til Daniel Robertsson der ejer NorthwildAB. Vi var heroppe i Februar hvor landet var dækket af sne og hvor vi iklædt mange lag, traskede de frosne myr tynde i vores søgen efter tjur og urfugl. Nu er vi tilbage i slut September hvor vi skal opleve Laplands efterårsfarver med gyldent løv, begyndende grå toner og en skovbund der forhåbentlig blander sig i blåbær, tyttebær og tranebær.

Alt imens vi skal jage tjur, urfugl og hjerpe ved forskellige jagtformer:

Trädskällerjakt: En af de ældste jagtformer der samtidig begrænser sig til Skandinavien og nordrusland. Den foregår ved at du har en løshund der finder fuglene og jager dem i træet og ved sin gøen holder fuglens opmærksom indtil jægeren kommer på plads. Denne jagtform er rettet mod urfugl og tjur da hjerpe typisk ikke holder for hunden.

Lokkejagt på urfugl: Dette foregår tidligt på morgenen, typisk i højmose hvor jægeren ved at urfuglene holder til. Der anvendes lokkefugle der hejses til vejrs. Jagten foregår kun i dagens første par timer og kan derfor nemt kombineres med trädskällerjakt der først begynder senere.

Fløjtejagt: Denne jagtform er specifikt rettet mod hjerpe. Ved at imitere han hjerpens kald med en særlig fløjte, håber jægeren på at narre en territoriehævdende han til at tro at en ny han lægger krav til hans område og kommer ind for at undersøge nærmere.

De første to dage er vores guide en ældre herre ved navn Greger og hans to finske spidshunde Selma og Signe. Det er nogle skønne hunde og det skal vise sig at det ikke kun er jagt at vi kan lære en masse fra Greger.

28. September

Første dag og vi skal afsted på Trädskällerjakt. Vi starter ud i gammel fyrreskov med indslag af gran. Og alle vegne blåbær i rå mængder! Greger slipper altid en hund af gangen, og mens Selma søger fugl lader Greger os ind i en verden af viden omkring de nordiske skove som vi ikke vidste fandtes. En række vandrette huller i en gammel fyr er ikke tilfældigt, nej det er den tretåede spætte der har haft sit værksted. Gamle stammer bliver vendt og straks bliver sjældne svampe vidst frem. Gregers er virkelig et leksikon af viden som kun bliver næret ved at være i naturen og kære sig om den. Pludselig bliver vi dog trukket tilbage da Selma gjalder klart ud igennem skoven.

Hun har fundet fugl! Greger og jeg (Johan) sniger os afsted. Med pulsen i halsen prøver vi at gå i så direkte linje som muligt, samtidig med at vi prøver at se Selma, og samtidig med at vi prøver at have så meget skjul mellem os og hende. Ikke en nem sag. Vi er nu 50 meter fra hvor vi mener at Selma står, men kan ikke se hende da en lille høj er imellem os. Vi træder et skridt til siden, og ikke mere skulle de til. Cirka 40 meter ude eksploderer en gran da den gamle tjur tager flugten. sort og mægtig med elfenbensfarvet ørnenæb og en vifteformet hale skærer han en imponerende figur idet han forsvinder. Jeg er ikke engang skuffet, det er en fantastisk oplevelse og jagt er jagt. Greger er enig i at det klart var en gammel fugl, og vi stikker næsen tilbage til Marie der får hele historien.

De næste par timer går med at følge Selma’s nogenlunde færden igennem fyrreskov, højdedrag, moser og til alle sider bede af de lækreste, modne, blåbær! Vi ender med at spise frokost i en åben fyrreskov hvor det er som at kigge tilbage i tiden, da der til alle steder ligger kampesten som den seneste istids gletsjere efterlod da de trak sig tilbage nordpå. Første jagtdag er ved at være ovre, og det er fedt at være ude, det er fedt at være i live.

29. September

I dag blev en lang dag. Samme rutine som igår, bare et andet område. På vej afsted ser vi fugle da en voksen tjurhøne samler grus på vejen sammen med en kylling fra i år. Hvor hannen er et symposium i mørke, er tjur hønen i sandhed et studie i rød, orange, gråblå og hvid. Nøj hvor er det bare en drøm at skyde en gammel tjurhøne, og såfremt det sker en dag, så bliver den ikke spist, men nænsomt pakket ned til min konservator. Vi startede dagen på kanten af et stort mose område, og ret hurtigt skældede Selma på en fugl. Afsted med mig (Johan) og Greger. Efter 20 minutter ser vi Selma, og træerne bliver minutiøst undersøgt for tegn på noget der ikke passer ind. Pludselig siger Greger at han ser fuglen, og det er en tjurhane! Her lærte jeg at du ikke kommer nogle vegne hvis du kigger efter hele fuglen. Nej, du kigger efter en form, en skygge, noget som passer ind og så alligevel ikke. For oppe i en høj gran så jeg netop en tynd grå streg. Det er ryggen af tjuren, og den sidder ikke ligefrem godt for at sige det mildt. For at dette skal lykkes, skal jeg ramme præcis lavt nok til at tage ryggen på fuglen, uden at ramme en gren. Gregers gamle riffel kom op, jeg ligger korset på bunden af det jeg kan se af tjuren, trækker vejret dybt…..og skyder over. På trods af at lede i tæt på en time, så finder vi ikke så meget som en fjer. Normalt ville jeg banke mig selv i hovedet over at skyde forbi, men i en situation som her bankede jeg ikke lige så hårdt. Når Greger så samtidig fortalte at han havde skudt direkte ind i et træ et par dage forinden, i det tro at der sad en tjurhøne, da gjorde det ikke så ondt. Det skulle vise sig at være den eneste chance denne dag. Greger fortæller at det er et dårligt fugle år i år, og på trods af at han er i skoven de fleste dage, har har endnu ikke set en ungfugl før den vi så på vejen i morges. Vi er heldigvis taget til Lapland for at gå på jagt, og ikke for at skyde til måls, men det sætter da tankerne i gang og forventningerne bliver sat derefter.

30. September

I dag blev det lavet om i planerne. Gregers tog hjem, og Christer tog over sammen med hans hund Aika. Aika er en Finnspitz som Gregers Selma og Signe, men virker næsten underernæret til sammenligning. Christer lader os dog vide at det ikke er Aika der er lille, men nærmere de to andre der er fede som et par sæler på land. Aika kommer dog ikke i aktion fra morgenstunden, da vi skal prøve noget nyt – lokkejagt på urfugl! tidligt tager vi afsted. Tidligt før solen står op, er vi på vejen afsted mod en lille mose hvor vi igår skar nogle træer til for at sætte lokkefugle op. over grusvejene ser vi både tjur og urfugl og stemingen er god. Med godt 30 minutter tilbage før solopgang er vi fremme, og allerede nu ved vi begge at denne jagtform skal prøves igen. Højmosen ligger gemt inde bag en række fyrretræer og nattetågen bølger henover de åbne flader som et sølvlagen der giver en næsten overjordisk fornemmelse til området. Vi får gjort os klar, men på trods af de bedste urfugle lyde fra Christer, oplever vi ikke andet liv end en hæs urfugl der bobler omkring 1 kilometer fra os. Vi pakker sammen, tager hjem og henter Aika. Her har vi heller ikke meget held, og dagen byder på en enkelt chance der ikke ender i fugle da Aika markerer på det forkerte træ. En meget lærerrig oplevelse der samtidig var anstrengende da indsmygningen tog en hel time!.

Lettere opgivende går vi mod bilen og den ventende frokost. Jeg går med drillingen over skulderen da vi skræmmer to hjerper op fra skovbunden! disse små befjerede skovtrolde havde trykket og gået i ét med skovbunden. To patroner kommer i drillingen og jeg lister mig nærmere mod det elmetræ hvori de fløj til. Øjnene bliver anstrengt, men for pokker det er svært at se! lige indtil jeg ser en grå hale der går over i nogle brunspættede vinger og et brunt hoved med hvid kind, og pludselig åbenbarer sig for mig en hjerpe!. Drillingen kommer instinktivt til kinden, kikkerten finder ryggen på fuglen og med et umærkeligt tryk på aftrækkeren sikrer jeg mig min første hjerpe. Et lettelsens suk kommer fra os alle tre og vi går hastigt mod træet hvor fuglen faldt.

For foden af træet, bland tranebær og lyng ligger hun. En fin lille hjerpe hun med lyst bånd under hendes sorte halespids, men den grå ryg der så fint fanger aspetræernes bark og hendes brune og hvide markeringer der skal snyde dig til at tænke på mos og laver og ikke fugl. Ikke større end en allike ligger hun nu i min hånd og dagen er god.

Vi ankommer til bilen og med to lavskriger til bords spiser vi frokost om bålet før vi skal afsted mod en hytte som Christer skal lave noget arbejde på før vi vender hjemad. Mod hytten ser jeg en hjerpe komme susende over vejen og ind i noget gammel granskov. Vi stopper bilen og mens Christer kører videre, går Marie og jeg ind i skoven for at se om vi kan fløjte hjerpen ind. Vi kommer ind i et hul i skoven. Lysning er det ikke da skoven lukker sig over os, og følelsen af at stå i en gran katedral er helt fantastisk. Jeg tager hjerpe fløjten frem og går i gang med at fløjte; piytiii, piytiii, piyt, ti, ti… Efter ti minutter, og uden en lyd, kommer hjerpen susende på stive vinger. Han stopper op, og sætter sig på bagsiden af en mægtig gran. Jeg skal til at gøre Marie opmærksom, men det er ikke nødvendig, hun er fuldt up klar over hvor hjerpen er. Han går nu ud på en sidegren og eksponere sig et kort øjeblik. for kort til at Marie kan nå at skyde før han letter og sætter sig i en birk til venstre for grantræet. Nu er Marie dog klar, og med en velrettet skud, skyder hun sin første hjerpe, og sit første fugle vildt overhovedet! Selvom jeg selv skød min første hjerpe idag, så er dette om noget endnu større. At få lov til at være sammen med min hustru når hun opnår at få sin første hjerpe, og så endda have kaldt den ind til hende.

Det bliver ikke større. Det er en fin han fugl med sin sorte hagesmæk og mere gråt i fjerdragten, er tydelig at kende fra hunnen. Store kram, store kys og store ord senere, sidder vi nu med en lille camoufleret fugl, der ikke er sin betydning proportionel i størrelse, stille i Laplands skovbund og er lykkelige.

1. oktober

I dag har vi helliget os hjerperne. Det er virkelig en jagtform der har fanget os. Simpel og hyggelig, og man får samtidig bevæget sig. Derfor har Christer kørt os et sted hen hvor han plejer at se dem, og terrænet er da også lovende med elletræer, gran, vandløb blåbær overalt. Og de er her! små blå klatter vidner om hjerper der ikke går sultne i seng. Vi går, vi fløjter, og vi går lidt mere. Hjerperne svarer dog ikke. Terrænet ændrer sig til mere åben fyrreskov med nogle sandede skråninger ned mod vejen vi går på. Jeg opdager flere balegruber som er brugt af tjur når de sandbader og når lige at overveje hvor nyligt brugte de mon er da vi runder et hjørne og der står han! En rigtig bredbrystet ørnenæb af en tjurhane er blevet forstyrret i hans sandbaderi da vi kom krydsende, og går nu raskt op ad skråningen og ind i skoven. Han er ikke mere en 15 meter væk, men Christer står dog forkert og jeg ville ikke kunne komme til skud uden at judo kaste ham til jorden først, hvilket i situationen jeg ikke ville være bekendt. Det er en af de situationer der kun tager få sekunder, men trækkes ud i evigheden. Det store bryst der changerer i blåt og kobbergrønt, de brune vinger og det store hoved med tranebær øjenbryn og et stor elfenbensfarvet krumt næb ætser sig ind på nethinden. Det sidste vi når at se er hans hoved der titter op over bakketoppen før vingerne sætter i gang som et geværskud og han er væk. En kæmpe oplevelse rigere som samtidig har tændt Maries interesse for tjur, men jægeren i os ville samtidig gerne have haft ham i hånden.

Klog af skade går jeg nu forrest med drillingen da der på tværs af en højmose lyder en fløjten fra en hanhjerpe der lader alle vide at netop den klump grantræer er hans enemærker. Marie får hurtigt en samtale igang og pludselig kommer hjerpen flyvende som en raket, fra over 200 meter væk og sætter sig, som altid, på bagsiden af et fyrretræ 20 meter foran mig. Et hurtigt skud og min første hanhjerpe er en realitet! Og tilmed lokket ind af Marie, så bliver det ikke større.! Da jeg går hen og finder ham liggende for foden af fyrretræet blandt rensdyrlav og blåbærris rammes jeg endnu engang af skønheden af disse små hønsefugle fra urskoven. På samme måde som hans større fætre urfuglen og tjuren, har han et rødt øjenbryn der står i skarp kontrast til en grønligbrun hanekam, hvid kind og sort hagesmæk. Vingerne er en farvepalet af den lysåbne skovbund og ryggen afspejler så find både elmetræerne og de barkløse fyrretræs mumier der har set livets gang i århundreder. I modsætning til de to andre hjerper bliver ham her ikke spist, men i stedet afleveret til en konservator som jeg har stor tiltro til vil kunne udøve hjerpen retfærdighed og fange et minde fra det høje nord.

Vi fik hverken tjur eller urfugl i denne omgang, men Lapland er kommet for at blive, og allerede næste år er vi i gang at finde blandt blåbærrene og skældende hunde i Laplands vildmark.